Jeg er enormt ydmyg over for rollen som Quasimodo

Foto: Søren Malmose

Lars Mølsted er stolt af at skulle spillen rollen som Quasimodo i Fredericia Teaters produktion af Disneys Klokkeren fra Notre Dame – The Musical, og han lader ikke egoet stå i vejen for rollen: “Jeg træder til side og lader rollen komme frem, hvilket giver mig mulighed for at arbejde uden at have egoet foran.”

Hvad betyder værket Klokkeren fra Notre Dame for dig?

“Selvom Klokkeren fra Notre Dame er skrevet i 1831, indeholder den en universel tematik om ikke at passe ind i fællesskabet, som jeg tror, mange kan identificere sig med. Quasimodo er jo en outsider. Han bliver ikke accepteret af samfundet. Det er en eviggyldig og vigtig tematik, som jeg glæder mig utrolig meget til at fremføre til efteråret.”

Hvordan ser du Quasimodo i dig selv?
“Jeg kan selv identificere mig med at være en outsider. Jeg er en mand, der elsker at synge, danse og lave musicals. Jeg har danset ballet i tre år og jeg sang i Herning Kirkes Drengekor fra jeg var 9 til 21, mens de andre drenge spillede fodbold og håndbold. Du kan sikkert selv forestille dig, hvad folk syntes om det. Jeg tror, at mange kunstneriske sjæle føler sig som outsidere. Det er skabertrangen, der kan være svær at forstå. Mine forældre forstod mig i hvert fald ikke, men de accepterede mig, og det er jeg lykkelig for.”

Hvad betyder det for dig at skulle spille Quasimodo?

“Det er en helt fantastisk historie og musikken er simpelthen så god. Jeg har købt albummet på iTunes og nogle gange sidder jeg og lytter og bare græder til det. Det er så smukt. Jeg tror, der i os alle sammen er en frygt for ikke at gøre det godt nok, og jeg er enormt ydmyg over for rollen og selve stykket. Jeg vil ikke smøre en masse Lars over, jeg træder til side og lader rollen komme frem, hvilket giver mig mulighed for at arbejde uden at have egoet foran. Når det er sagt, er jeg enormt glad på min karrieres vegne. Det er min karrieres kommercielle højdepunkt. Quasimodo er en spændende karakter, han bærer på en stor sorg, han har noget grimhed over sig og er lidt en antihelt, en prins, men uden det klichefulde prinsede udtryk. Han er på en måde en bi-karakter, der er blevet hovedrolle, og det synes jeg er så fedt.”

Der var ikke nogen tvivl om, at du skulle spille Quasimodo. Hvad synes du om det?

“Jeg håber ikke, det var type-casting – lad mig sige det sådan. Men det var sikkert derfor… mit grimme fjæs (griner). Det er en drømmerolle for mig, så jeg er glad for, at Søren ville have mig.”

Synes du Klokkeren fra Notre Dame er relevant i dag?

“Det synes jeg. Der er eviggyldige og menneskelige dilemmaer i fortællingen som forfald og venskab. Så kan man jo tale om, hvad er relevant i dag. For eksempel synes jeg, at Klokkeren fra Notre Dame har mere relevans i dag end et tv-program som X Factor, der hylder middelmådigheden og eksisterer i Billedbladet- og Ekstra Bladet-samfund, hvor det er en medieskabt historiefortælling, der gælder. Dér synes jeg, at en universel fortælling som Klokkeren fra Notre Dame er langt mere aktuel.”

Hvis du var klokker, hvilket nummer ville du så sætte på?

“Hvis jeg var klokker ude i Christianskirken i Fredericia, ville jeg bare spille noget musik, som jeg holder af. Jeg ville spille U2s In the Name of Love, tror jeg. Det kunne sikkert godt blive populært.”