Da Disney i sidste ende kom med sin version af Victor Hugos berømte roman fra 1831 “Notre Dame de Paris” eller The Hunchback of Notre Dame, begyndte mange at sammenligne filmen med bogen. Der har altid været stor forskning og interesse for denne bog og dens tema omkring de misdannede. Men hva er styrkerne og svaghederne ved begge disse udtryk?

Da vi taler om bogen, er det væsentlige at bemærke, at den er kendt som en melankolsk klassiker, der aldrig går af mode. På sin tid bevægede det også læserne med sine personligheder og sit empatiske skuespil, som gjorde det til et meget følsomt øjeblik for mange. Den anden styrke er deres budskab fra bogen, der beskriver akavethed, mobning og følelsen af ​​at være omringet af uretfærdighed. I dag anses disse principper for at være relevante mere end nogensinde før. På den anden side har bogen et tint langsommere tempo sammenlignet med filmen, som kan ses som en ulempe, især når det kommer til en yngre målgruppe.

Når du ser på filmen, er det indlysende, at disse elementer er næsten alle meget tydelige. Forresten har publikum også mulighed for at engagere sig bedre i personerne på grund af Giseles clairvoyante sang og intensiteten af ​​Quasimodos skiftende personlighed. God animering gør det også lettere at identificere sig med figurer på skærmen. På samme måde med den hurtigere beslutningstagning giver filmen alle disse ideer bare mere poesi end bogen. Men baseret på de emotionelle følelser kan man ikke reducere effekten af ​​bogens intentioner.

Notre Dame de Paris har gennem tiden inspireret og fascineret læsere og seere fra hele verden. Romanen, skrevet af Victor Hugo i 1831, er et litterært mesterværk, som mange stadig husker med glæde. Det samme gælder ikke for Eugène Cates film fra med samme navn fra 1939.

Som tilfældet er med de fleste filmatiseringer, adskiller bogens historie sig fra filmens handling. Hugo’s roman har flere vigtige karakterer, der dukker op igen frem for blot at fungere som sceneri for hovedpersonen. Filmen reducerer disse karakterer, og fokuserer i stedet isoleret på Esmeralda, Quasimodos handlinger og Frollos jagt på det antikke bygværk.

Ud over de ændrede handlinger og karakterer er det især romans resonans omkring klassisk arkitektur, som filmen mangler. I romantitlen gives et reelt billede af Notre-Dame de Paris’ skønhed og magt som en vigtig del af godets sejr over det onde. Samme billede findes ikke repræsenteret i filmen, hvilket efterlader den estetiske betydning helt uden for skærmen.

Det skal dog siges, at Caté’s film er interessant at se på grund af dets animationsteknikker og brugen af farver til at skabe Notre Dames gespenstiske skyggerier over Quasimodo’s hjertelige liv. Således er den et eksempel på det klassiske Europæiske animestyle der udviklede sig på 30erne.

I 2013 biograffilmatiserede Tom Hooper nogle af Husson’s optagelser fra 1996; og resultatet var et spændende forsøg på at visuelt fremstaae historien om den mest berømte vinkler nogensinde.Notre Dame de Paris er en legendarisk historie om kærlighed, sorger og børnemishandling. Historien blev første gang udgivet af Victor Hugo i 1831 som et bogværk; ‘Den Fattige Kloge’. Men på trods af mere end et århundrede mellem den oprindelige udgivelse og 1996’s version, har begivenhederne i den tidløse sag ikke ændret sig meget.

Bogen er uden tvivl en af de mest berømte europæiske læsninger og består af en overvældende samling epiloger, velskrevne karakterer og detaljerede beskrivelser af stemningen på Notre Dame. Det er ingen hemmelighed, at Victor Hugo gav al den opmærksomhed, som han gjorde; de realistiske beretninger om samfundets forskellige lags stammer fra en person, der selv har oplevet begivenhederne.

Filmen, instrueret af Disney i 1996, tager trods en forfatterisk frihed til at skære ned Clara Craft’s historie med Quasi-modo til et stort publikum lettere at forstå begivenhederne. Derudover tog filmens producenter nogle dramatiske retvalg for at forbedre handlingen. Selvom filmen er fyldt op oversat Ferdinand Belloques roman Edgar Allan Poe, er der stadig masser af sjove scener og levende omgivelser takket være John Debney’s score, som understreger filmens udtryk.

Selvom vi kan se lighederne i den grundlæggende fortælling i både bog og film, er det stadig muligt at tale om dem separat. Vi skal huske, at bos er en klassiker – et skatkammer fuld af detaljer og metaforer. På den anden side har filmen store forskelle – humoristiske sekvenser blandet med actionfyldte indslag gø r det muligt for enhver at komme ind i Quasimodo’s verden.