Fredericia Teater laver storstilet musicalversion af KLOKKEREN FRA NOTRE DAME i samarbejde med Disney
Fredericia Teaters produktion af Disneys KLOKKEREN FRA NOTRE DAME – The Musical får skandinavienspremiere på Fredericia Teater næste efterår og i sommeren 2017 opføres forestillingen på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Billetsalget starter mandag den 16. november 2015 kl. 10.00 på Billetnet.
Skandinavienspremiere:
14. oktober 2016 på Fredericia Teater
Københavnerpremiere:
23. juni 2017 på Gamle Scene, Det Kongelige Teater
I dag kan Fredericia Teater offentliggøre sin næste helt store musicalsatsning: Efter kæmpesucceserne Disneys ALADDIN – The Musical og Disneys DEN LILLE HAVFRUE – The Musical, som tilsammen solgte over 200.000 billetter, går Fredericia Teater nu sammen med Disney for tredje gang om en ny ambitiøs musicalproduktion. Denne gang gælder det Disneys KLOKKEREN FRA NOTRE DAME – The Musical, som får skandinavienspremiere på Fredericia Teater den 14. oktober 2016. Forestillingen kommer til København den følgende sommer, hvor den kan opleves på Det Kongelige Teaters Gamle Scene fra den 23. juni 2017.
Baseret på Victor Hugos klassiker og Disneys populære tegnefilm
KLOKKEREN FRA NOTRE DAME – The Musical er baseret på Victor Hugos klassiker og Disneys tegnefilm fra 1996. Det er fortællingen om den udstødte klokker Quasimodo, hans nederdrægtige værge Claude Frollo, den tapre og smukke sigøjner Esmeralda og den flotte Kaptajn Phoebus - alle skæbner i det 15. århundredes Paris, hvis veje krydses.
Komponisten Alan Menken (komponisten bag bl.a. ALADDIN – The Musical, DEN LILLE HAVFRUE – The Musical og SKØNHEDEN OG UDYRET) og tekstforfatter Stephen Schwartz (komponisten bag megasuccesen WICKED og tekstforfatter til sangene fra tegnefilmene Disneys POCAHONTAS og PRINSEN AF EGYPTEN) vender tilbage til deres Oscar-nominerede musik fra tegnefilmen og overfører den til scenen, hvor de har tilføjet nye sange til et i forvejen spektakulært og gribende soundtrack. Peter Parnell har omskrevet tegnefilmens handling til scenen og gør fortællingen til en spændende, romantisk og episk musical om menneskets kompleksitet.
KLOKKEREN FRA NOTRE DAME – The Musical har aldrig tidligere været opført i Skandinavien. Når den for første gang får dansk premiere på Fredericia Teater næste efterår, er det præcis 20 år siden filmen havde biografpremiere. Den fik kæmpe succes og solgte 436.000 biografbilletter og 200.000 VHS/DVD’er.
Glæde i Fredericia og hos Disney
Teaterchef Søren Møller fra Fredericia Teater udtaler:
- ”Det er med stor glæde og stolthed, at vi kaster os ud i et nyt stort Disney-eventyr! KLOKKEREN FRA NOTRE DAME – The Musical er en klar personlig favorit, både hvad angår den fantastiske musik og den fremragende historie, og Fredericia er det første sted uden for USA, hvor denne udgave af forestillingen får lov til at spille. Både på Fredericia Teater og på Det Kongelige Teaters Gamle Scene omdannes scenerummet, så oplevelsen bliver mere spektakulær og nærværende end nogensinde. Hele Danmark kan glæde sig til endnu en musical ud over det sædvanlige!”
Også hos Disney er der stor glæde over projektet. Felipe Gamba, direktør for International Strategy, er i Fredericia i forbindelse med dagens offentliggørelse og udtaler:
- ”Det, der startede med ALADDIN – The Musical i 2012 og blev efterfulgt af DEN LILLE HAVFRUE – The Musical i 2014, har udviklet sig til et evigt frugtbart samarbejde med Fredericia Teater. I takt med at vi løbende hos Disney laver flere og flere musical-versioner af vores populære titler, er vi lykkelige over at se dem materialisere sig i friske, nye versioner i topkvalitet og med et fremragende ensemble på Fredericia Teater. Vi glæder os utroligt meget til et nyt spændende samarbejde på KLOKKEREN FRA NOTRE DAME – The Musical.”
Country Manager hos The Walt Disney Company Nordics, Casper Bjørner, supplerer:
- ”Med de to succesfulde musicalproduktioner som Disney har samarbejdet med Fredericia Teater om, er det virkelig lykkedes at få familiepublikummet ind i teatret. Liveoplevelsen er et vigtigt satsningsområde for Disney i Norden, og at vi med samarbejdet med Fredericia Teater leverer liveoplevelser af høj international standard, gør det til en ubetinget fornøjelse at være med til nu også at give KLOKKEREN FRA NOTRE DAME – The Musical skandinavienspremiere i Danmark.”
Ungt kæmpetalent i spidsen for stort cast
I den kommende tid vil Fredericia Teater afholde auditions på det store cast til forestillingen. Men allerede i dag kan det afsløres, at den centrale titelrolle som den pukkelryggede klokker Quasimodo tilfalder det Reumert-belønnede stortalent Lars Mølsted. Han er uddannet fra Det Danske Musicalakademi i 2010 og har siden 2011 været skuespiller ved Fredericia Teater i bl.a. THE LAST FIVE YEARS, som han modtog Reumerts Talentpris for i 2012 samt AVENUE Q, DEN SNALDREDE ANSTANDSDAME, MIT LIVS HISTORIE, OLE LUKØJE og senest SHU-BI-DUA – The Musical.
KLOKKEREN FRA NOTRE DAME – The Musical anbefales for alle fra syv år og opefter. Billetsalget starter mandag den 16. november 2015 kl. 10.00 på Billetnet.
Læs mere på www.klokkerenfranotredame.dk Med venlig hilsen
Have Kommunikation, tlf. 33 25 21 07
Kontakt:
Michael Feder, mail: , mobil: 22434942

